Henrik Ibsens skrifter

Naar jeg først idag besvarer Deres venlige Linjer, – der forøvrigt var blevne oppholdt undervejs, rimeligvis formedelst ​Isforholdene i Beltet, – saa er Grunden den, at jeg i flere Dage gik og var uenig med mig selv om jeg ikke strax skulde rejse opp till Kjøbenhavn.

Ved nærmere Overvejelse er jeg imidlertid kommen paa det rene med at dette ikke gaar an da jeg alligevel nødvendigvis maa ​deropp till Sommeren. Jeg antager desuden at ​Rejseforberedelserne saa aldeles lægger Beslag paa Dem, at De ikke har Tanke for noget andet.

Jeg har for Øjeblikket ikke

Faksimile

Anledning till at se de danske Blade. Men ​nu er De naturligvis Doctor? Modtag min hjerteligste Lykønskning!

De siger at De ingen Venner har hjemme. Det har jeg længe tænkt. Naar man, som De, staar i et inderligt Personlighedsforhold till sin Livsgjerning, saa kan man egentlig ikke gjøre Fordring paa at beholde sine «Venner». Men jeg tror det er i Grunden godt for Dem, at De drager ud uden at efterlade Venner hjemme. Venner er en kostbar Luxus; og naar man sætter sin Kapital paa en Kaldelse og en Mission her i Livet, saa har man ikke Raad till at holde Venner. Det ​kostspielige ved at holde Venner ligger jo ikke i hvad man gjør for dem, men i hvad man af Hensyn till dem undlader at gjøre. Derved forkrøbles mange aandelige Spirer i en. Jeg har gjennemgaaet det, og derfor har jeg bag mig en Del Aar, hvori jeg ikke naaede frem till at blive mig selv.

Faksimile

Hermed vil jeg slutte for dennegang. Jeg beskjæftiger mig ofte med Dem, og har dannet mig et Billede af Dem baade i Nuet og i Fremtiden; thi saa lidet jeg end personligt kjender Dem, saa nær hænger De dog sammen med det, som jeg aandeligt ejer, lever paa og digter paa.

Jeg havde en hel Del at sige Dem forresten; men det faar være. – Takk for ​Deres Anmeldelse af ​«De unges Forbund» og Takk for Deres Brev! Nu vil jeg ønske Dem Lykke og Glæde till alt det dejlige, der forestaar Dem. Skriv mig saa engang till dernede fra Solskinnet.

Kjære Ven, De maa tro mig, – jeg fordrer ikke den Slags Enighed, der i Almindelighed afgjør om et Forhold skal bevares.